“Fred og Ro” har nået Italien

Jeg modtog bogen med posten lørdag, og søndag havde jeg læst den og lavet masser af æselører i den for at kunne vende tilbage til nogle af de formuleringer, jeg havde nydt mest: “Han bremsede, så cyklen skred i det tørre grus, og dér stod han så med cykelsædets spids ind mod røven og et ben på hver side af stangen af en cykel, som stod på tværs af vejen, og han var ikke seksogtyve år, men tretten, eller måske snarere syv. Det var noget med mørket og cyklen, og noget med at genkende én, som han havde genkendt Miriam.”
Min første reaktion var : Sikke et sprog. Det er sitrende fyldt med den slags rammende og psykologisk indfølende beskrivelser. Dampen fra kartoflerne og skummet på indersiden af gryden i en situation, hvor en søn kommer bekymret til en tillukket mor, måden køligt vand flytter sig over kroppen, når to drenge er ude at bade…jeg kan slet ikke remse det hele op her. Personerne træder så smukt frem, navnlig gennem beskrivelserne af øjnene, som hele tiden skifter farve, tone, ja sågar konsistens fra sten til mosegrund.

I præsentationen af bogen er der lagt en del vægt på den nordschleswigske mindretalsproblematik, hvilket har givet anledning til nogen diskussion på forfatterens blog.
Det er ganske vidst et vigtigt element som udløser af de skjulte konflikter, hovedpersonernes familier dækker over, men bogens psykologiske dramaer kunne sagtens have trigget på en anden baggrund eller af lignende traumatiserende begivenheder. For mig handler bogen det alment menneskelige, der opstår, når vi tror vi gør det rigtige, når vi tror vi bliver forstået, når vi mener det godt, og det alligevel går skidt.
Og så er der erotikken, som er et andet bærende element i bogen. Den er uløseligt slynget ind i kærligheden, og indirekte stilles der hele tiden spørgsmålstegn ved, hvor meget erotikken kan og skal holde sammen på? Det er ikke sex, det er åndeløst erotisk og utrolig smukt beskrevet.

Ane-Marie Kjelberg: “Fred og Ro” (Facet)