Et greb i slikdåsen
(eller: dette er IKKE en anmeldelse) (eller: strøtanker efter endt læsning)
***
Der kom marcipan med posten. Den var pakket i hvidt silkepapir med orange prikker. Så var der den mørke glasur, alle snakker så meget om. Fyldet var Kjeldbergs Specialblanding.
***
(et par typografiske skaller satte sig fast i tænderne…)
***
Siderne i bogen er blanke og glatte…som Caritas’ hud, måske.
***
Der var ikke mange Caritasmandler i min slikskål. Der var ikke den slags frigjorthed i Skive heller. Det er lidt svært at forestille sig, at København skulle have været anderledes. Men jeg ved det ikke. Det var ikke noget, jeg kendte til.
***
Jeg var en Eva. Helt sikkert. Vi var næsten alle sammen Eva’er…og Lener selvfølgelig. Men jeg var vist mest en Eva. Jeg tegnede påklædningsdukker, da jeg var 13. Og spiste vandis. Jeg drak ikke champagne. Og jeg var en bogorm. Jeg drømte, præcis som Evas mor siger det, om en jævnaldrende dreng, jeg kunne kysse på. Men jo, der var en underlig grænse, hvor noget nyt sommetider dukkede op. En veninde, som var ældre end mig, påstod, at hun havde været i seng med sin storesøsters kæreste. Jeg følte mig svigtet, fordi hun pludselig voksede fra mig på den måde.
***
Konsekvenserne for den voksne Eva er kun antydet. Det synes jeg er godt. Det samme gælder Flemming og hans reaktioner. Kun lidt af hans seksuelle præferencer antydes. Resten af vægten ligger hos Eva og hendes oplevelse.
Eva minder lidt om Briony i “Atonement”. En 13-årig, som ikke altid er sikker på, hvad hun egentlig har oplevet. I Kjelbergs blanding er grænserne mere udviskede. I starten irriterede det mig, at overgangen mellem den voksne Eva og teenager-Eva var så svær at styre. Så fandt jeg ud af, at netop denne skriveteknik er et perfekt spejl af Eva’s forvirrede situation.
***
Skildringerne af Lene og de “normale” familier er fin og loyal. Det er ikke nødvendigvis skidt at være “småborgerlig”, det er også ro og 13-årighed:
“Vi spiste hjemmelavede saftevandsis og så på hendes kattekillinger. Vi sagde ikke ret meget. Det kunne man med Lene, sidde og kigge på kattekillinger og spise is, der blev mere og mere vandtynd, mens man sugede på den”
De to verdener står fint i kontrast til hinanden.
Tak for dit smukke greb i slikdåsen.
Jeg har læst det adskillige gange – og er glad for bl.a. tanker og erindringer, som jeg ser katalyseret.
Ovre hos mig selv har jeg lagt et par forsøg på svar på dine kommentarer (under Politiken-kronik-posten).
[...] i mens jeg afgrundsdybt fortabelseslystent glæder mig over, at der er sluppet trykfejl igennem i min egen nye [...]