…kom der bogpakke, og jeg kunne dårligt koncentere mig om at arbejde.
Der var “Vinci, senere”, den manglede jeg, men nu er Søndergaard-trilogien komplet.
Det begynder stille og roligt:
“Du spurgte mig, om jeg havde lyst til at gå en tur,
og spørgsmålet
forgrenede sig ud i landskabet”
(Jeg prøver at forestille mig, hvordan det italienske islæt virker for den læser, der bor i Danmark…)
Så kommer det:
“Landskabet prøver sin stemme på os,
det prøver at udtale
vores femmedartede navne”
Sådan en sætning gør mig stakåndet!
Jeg har mit skaldede bjerg her bagved. Det er op ad bakke hele vejen.
1 svar so far ↓
silhuet // 26. september 2008 at 13:39
Kære, kære Kirsten.
Atter egang må jeg af hjertet takke dig, fordi du erinder mig om ordenes magiske evner, det liv og de scener de maler og skaber og åbner. Så vi kan kravle ind og ud af en virkelighed, der er for lille. Eller for stor. Alt efter temperament.
Det er eventyrligt!