En masse spørgsmål, en masse tvivl…igen

Nogle gange slår ordene bare ikke til – eller det vil sige: nogen gange slår poesien ikke til. Der er så mange hændelser og ting, jeg føler trang til at skrive om. Men kan jeg bruge poesien til det? Det er i hvert fald min måde at bearbejde tingene på. Men hvis der så skal komme noget ud af det, andre også skal læse – hvor meget budskab kommer der så igennem? Det bliver i hvert fald et andet budskab. Men gør det noget? Ursula Ankjær Olsens “Havet er en scene” er fuld af vrede og indignation og inderlighed og reaktioner på virkelige begivenheder. Så det kan vel godt lade sig gøre. Også i poesien – altså at formidle noget vigtigt.

Når jeg finder det gamle digt om Desirée frem, er det fordi, det er skrevet på baggrund af en helt konkret hændelse. Jeg skriver digtet for at forholde mig til det – for min egen skyld i første omgang, tror jeg.  Men hvis jeg fortæller, hvad det var for en hændelse, ja så falder teksten sammen. Så holder den op med at rumme det almene, som hver enkelt læser kan forholde sig til på sin egen måde.

Og nu kommer jeg så pludselig i tanker om et andet gammelt indlæg om Inger Christensen og digtene som besværgelser.