log24 – opdateret: hvem er digteren?
Det er naturligt at starte med lydene: fårekyllinger (hvorfor hedder de sådan?), græstrimmer, hund, hanegal, fly, fugle.
Den danske digter så på sit modersmål og bestemte sig for at bruge det. For at sige “Nattergal”.
Det er naturligt, at vi er rundt på gulvet, når nu selvsamme fugl har bestemt sig for at synge hele døgnet rundt.
____________________
Hvem er den danske digter? Gæt og vind et digt! – svar: Henrik Nordbrandt
log23
Så sidder jeg igen i toget. Fordi du har skrevet til mig, og en længsel er dukket op. Lidt sodet. Lidt brændt i kanten. Du skriver: ”Jeg står ved vinduet og ser ned. Jeg venter på, at du skal komme gående fra stationen.”
Jeg går fra stationen gennem lugten af kaffe og søde cornetti, over mod de høje huse. Når jeg kører i tog, tænker jeg altid på, hvordan folk kan holde ud at bo så tæt på. Men det gør de jo. Du står naturligvis ikke i vinduet. Jeg låser mig ind. Ja, jeg har nøglen endnu. Den lange gang med marmorgulv og den smalle hylde til nøgler og telefon. I køkkenet med de høje stolerygge står en kaffekop i vasken. Jeg ser ud af vinduet og ned på sporene.
Der er net, det er nemt at falde i. Som da jeg første gang faldt i din sportsvognsfælde. Eller da jeg stod af toget og gik forbi de historiske monumenter uden at se dem. For at tilbringe din nattevagt sammen med dig. Og de ringede fra skadestuen. Nogen var blevet skudt på en vildsvinejagt. Dine kollegers blikke i elevatoren. Nu er jeg selv sådan et blik.
Jeg går ud i gangen og kigger ind i stuen. Jeg trækker vejret hurtigt ind. Han sidder der endnu, den gamle. I det samme sofahjørne. Med fjernbetjeningen i hånden. Jeg vil gemme mig bag dørkarmen, men han har set mig. Han tror jeg er hushjælpen. Han husker ikke hende, som kom med toget på skæve tidspunkter. Jeg vinker og griber en kost i et hjørne. Fejer lidt i køkkenet og lægger nøglen på bordet.
skiftesporene hviner
- togbilletten
er mit bogmærke
log22
Han påstår, han kan se forskel på han- og hun-cypresser.
Ikke, at han vil fratage dem deres æstetiske værdi.
Hvad var dette landskab uden dem?
Men de der puppelignende kogler…?
De er godt nok grimme!
Jeg fortsætter. Vi skal jo videre. Uanset hvilke kegler
vi snitter i vores udsyn.
log 21
Han blev 28. Han døde, fordi gipsen på det ene ben var for stram.
Vi skal ikke tro, vi er noget.
log20
…man kan føle sig nødsaget til at skrive spadseretursdigte...1. stop:
den hundredeårige oliven…2. stop: det lille madonnakapel
3. stop: den meget stejle bakke…4.stop: den dumme nabos hus…
log19
Vi bor lidt uden for en meget lille landsby. Vi skal ikke tro vi er noget.
Om vinteren kan man lugte alle kaminerne.
Den nye præst har tilladt sig at skrive en digtsamling.
Jeg køber den i tobakskiosken.
Den er fuld af fotografier af stenede kirker og smalle gyder.
Vi er noget.
